Interview med Marcia Allison

Interview med Marcia Allison, nytiltrådt adjunkt ved Aarhus Universitet

Interview og oversættelse v. Esben Bjerggaard Nielsen

EBN: Marcia Allison, du er for nyligt blevet ansat som adjunkt i retorik ved Aarhus Universitet, men før det skrev du din ph.d. om ”the European Green Belt” på University of Southern California (US). Hvad var det, som tiltrak dig som retoriker til dette emne, og kan du fortælle lidt mere om din forskning?

MA: Jeg har altid været interesseret i, hvordan fænomener såsom ord, musik og hverdagsobjekter bliver brugt som kulturelle eller politiserede midler til at kommunikere noget større end blot den enkelte idé, de er et udtryk for. Så da jeg første gang hørte om the European Green Belt (EGB), blev jeg hurtigt fascineret. EGB voksede ud af det tidligere jerntæppe. Her skabte et ingenmandsland på hver side af muren (der adskilte Øst og Vest) et beskyttet rum for vild natur til at blomstre op på trods af de tiltagende effekter af klimaforandringer i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Så da Berlinmuren endelig faldt i 1989, gik en række lande – som teknisk set havde været i krig med hinanden – faktisk sammen om at beskytte den biodiversitet, som eksisterede omkring det gamle jerntæppe. Det betød, at man i 2004 dannede en officielt 12.500 km lang zone på tværs af 24 lande, som både tjener som fredet område for biodiversitet, et offentligt mindesmærke og et langdistance cykel-projekt, som alle er blevet stærkere som tiden er gået.

Selvom dette projekt selvfølgelig har været vigtigt fra et naturvidenskabeligt og biologisk perspektiv, blev jeg som retoriker draget af en udforskning af dette områdes symbolske beskaffenhed – og hvordan det bliver brugt af forskellige regeringer og styrende organer til at kommunikere om større politiske (og derved ideologiske) emner og problemstillinger, inklusiv men ikke afgrænset til klimaforandringer. For eksempel begyndte EU i 2013 at bruge EGB som en model for Green Project for European Eco-tourism, og for blot få måneder siden udgav Europakommissionen et white paper om the European Green Deal og dens forbindelse til den europæiske kulturarv. Sådanne handlinger er en del af europæisk politisk kommunikation både i kraft af en associativ tråd til kulturelle diskurser såvel som i forhold til et mere bogstaveligt materielt retorisk arbejde – for eksempel dét at forvandle det tidligere jerntæppes ruiner til en række mindesmærker og museer. Med alt dette på spil rejste jeg derfor til 10 forskellige landegrænser på tværs af alle fire biogeofrafiske regioner i Europa – fra den Finsk/Russiske grænse i den arktiske cirkel til den Bulgarsk/Tyrkiske grænse ved Sortehavet. Her interviewede jeg både lokale beboere og EGB stakeholders.

I dag har dette projekt fuldstændigt ændret måden, jeg arbejder på som retoriker. I kraft af den populistiske vending i den Anglo/vestlige kultur anser jeg kulturel hukommelse som meget væsentligt i forhold til samtidige politiske og retoriske handlinger: politiske handlinger som for eksempel bliver drivkraften bag responser til større kriser som klimaforandringer. Så i dag ville jeg nok kalde mig selv en retoriker for social forandring (rhetorician of social change). Jeg ser nærmere på, hvordan sproget og andre – ofte materielle – symbolske former for kommunikation skaber og modvirker forandring i et neoliberalt medieret samfund.

EBN: Det lyder som om du kom vidt omkring med dit arbejde på afhandlingen. Et sådant projekt ville nok ikke have været muligt, hvis man kun holdt sig til mere traditionen tekstuel retorisk kritik. Hvordan har felten og dit arbejde med materielle praksisser fået indflydelse på din træning som retorisk kritiker?

MA: Som retorikere kender de fleste af os nok til den postmodernistiske materielle drejning indenfor humaniora, men det er meget forskelligt, hvorvidt man blot er opmærksom på teorien eller om man rent faktisk tager den til sig og bruger den i sit arbejde. Mit feltarbejde tvang mig til ikke blot at teoretisere og udøve kritik af fysiske objekter, men også til at inkorporere affekt i hjertet af min praksis, da det naturligt også inddrager den subjektive personlige oplevelse i forhold til analysen. I begyndelsen var jeg meget bekymret om ikke at blive anset som værende objektiv, men ved at arbejde med den materielle drejning, er jeg endt med at omfavne et interdisciplinært perspektiv i kraft af teorier og metoder, som ellers ofte forbindes med cultural studies. Her har jeg opdaget, hvordan den personlige oplevelse bliver anset og brugt som en valid metode i induktiv analyse og kritik, for eksempel ved at beskrive affekten forbundet med at besøge mindesmærker. I sidste ende er det en balancegang mellem vigtigheden af emotive ”thick descriptions” og kritikerens evne til at lave solid generaliserbar argumentation ud fra sit artefakt. Denne balancegang er jeg stadig i gang med at lære at mestre.

 

EBN: Lige før kaldte du dig selv en retoriker for social forandring (”rhetorician of social change”). Det lyder interessant. Ud fra den engelske vending kan dette enten ses som en retoriker med interesse i at studere sociale forandringer eller som en retoriker, som involverer sig selv i at skabe social forandring. Er det noget du kan udfolde lidt mere?

 

MA: Det er en rigtig god pointe, og det er noget jeg stadig brydes med: skal jeg studere kommunikationen om for eksempel klimaforandringer eller Covid-19 fra en hvis distance, eller bør jeg faktisk involvere mig selv i at hjælpe fællesskaber og organisatorer fra sociale bevægelser med at skabe forandring, der kan mindske sociale uligheder? I begyndelsen af min tid som ph.d.-studerende ville jeg helt klar have argumenteret for, at en forsker bør være en objektiv observatør, men som jeg er blevet mere sikker på min faglighed i løbet af min træning, har jeg også pludselig set, hvordan der faktisk er brug for, at forskere hjælper offentligheden mere end ved blot at svare på hypotetiske spørgsmål. For eksempel krævede mit feltarbejde langs med Jerntæppet, at jeg udvidede min træning som retoriker, så der også blev plads til deltagerindragelse i min retoriske kritik såvel som interviews, deltagerobservation og andre elementer af dagligdagsretorik. Gennem alt dette indsamler jeg en masse vigtig information, som faktisk vil kunne hjælpe forskellige parter. Så der, hvor jeg står i dag, mener jeg, at det er vigtigt at retorikforskere bruger alle tilgængelige værktøjer til at besvare forskningsspørgsmål, som kan have en komponent, der fordrer social forandring. I den forbindelse er det vigtigt at have et ”bottom up” perspektiv (for eksempel som vi ser på sociale medier), da det er vigtigt for at forstå, hvad der sker, og samtidig kunne tilbyde andre mulige strategier, der taler ind i det kairotiske øjeblik.

 

EBN: Som tidligere nævnt tog du din ph.d. ved University of Southern California. Hvad er dit førstehåndsindtryk af retorik som et forskningsfelt i Skandinavien? Ser du nogle klare ligheder eller forskelle?

MA: Der er helt klart nogle klare forskelle, som jeg er meget glad for. Retorik ved USC var blot én del af et større kommunikationsprogram, og ofte var fokusset lagt på rent praktiske elementer af at holde taler eller specifikke studier af politiske taler. Mit førstehåndsindtryk af skandinavisk retorik er, at man mere bredt fokuserer på det deliberative demokrati. Derudover er der en interesse i konstitutiv retorik hos afdelingen i Aarhus. Begge disse interesser udvider retorikkens individuelle elementer til et større spørgsmål om, hvordan samfundet (top-down eller bottom-up) konstrueres gennem sprogbrug og andre symbolske former. Det er ikke blot fantastisk i forhold til at studere social forandring og sociale bevægelser, jeg mener også at det kan skabe god mulighed for at udvide skandinavisk retorik i retning af mere forsker-aktivisme.

 

EBN: Til slut, som du nu skal finde dig til rette i din nye position ved Aarhus Universitet, hvilken retning regner du med, at din forskning vil tage?

MA: Udover at færdiggøre omskrivningen af min ph.d.-afhandling til en bog, er min plan at fortsætte mit arbejde med social forandring, politisk retorik og miljø/videnskabelig kommunikation. Jeg ser lige nu på udviklingen af sociale bevægelser som #FridaysForFuture som kombinerer argumentative strategier online og offline for at skabe opmærksomhed og få politisk indflydelse. Her er jeg igen interesseret i, hvordan det materielle kan kombineres med retoriske strategier, som er skræddersyet til sociale medier, men samtidig støtter fysisk materiel handling. Derudover har jeg som brite været vidne til, hvad kun kan beskrives som en demokratisk krise i Storbritannien. Derfor har jeg også mit blik på britisk deliberativt demokrati og dets nuværende problemer. Udover Alan Finlayson ved University of East Anglia er retorik reelt set ikke et eksisterende forskningsfelt i England, det vil jeg gerne hjælpe med at ændre. Wish me luck!

Del:

Andre innlegg

Intervju med Johan Tønnesson

  Johan Tønnesson, du vant nylig Universitetet i Oslos undervisningspris, blant annet for innsatsen på et bachelorprogram du selv har

Bokslipp 2 dummy

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua. Ut

Afthonios Progymnasmata 2:a upplagan

Progymnasmata: Afthonios’ retoriska övningar översatta och kommenterade av Anders Eriksson Ända sedan antiken har man i de västerländska skolorna övat

Intervju med John Magnus Dahl

John Magnus Dahl, du har nylig disputert med avhandlingen Voices on the Border: Comedy and Immigration in the Scandinavian Public